Arbejde, arbejde og lidt mere arbejde...

Glædelig jul alle sammen.

Jeg er sikker på at I er meget mere i julehumør end jeg er. Jul og 30 grader passer bare ikke sammen. Lige nu er det godt nok overskyet og regnvejr, men det ændre ikke rigtig på julestemningen.Men har det nu meget godt alligevel :)

Tre gode veninder i solrige Zambia

Jeg sidder hjemme i denne weekend og arbejde på de opgaver jeg skal aflevere når jeg kommer hjem. Jeg regner med at lave to opgaver mens jeg er her nede, en om mit praktik ophold og en valgfri opgave, hvor jeg selv skal finde et emne. Det sidste halve år har jeg jo beskæftiget mig en del med donor koordination så den valgfri opgave kommer nok til at handle om noget inden for det område. Er stadig på ide og læse-en-helt-masse stadiet for at finde ud af, hvad jeg skal skrive om. 

Sidste gang jeg lavede blogoplæg kom jeg vist med op til flere løfter. Et af dem var at fortælle lidt mere om mit arbejde og det vil jeg så gøre nu.

Hvad er CPG – Cooperating Partners Group

D. 1. juli startede jeg på den anden del af mit arbejde som består i at være sekretariat for CPG. CPG står for Cooperating Partners Group. Cooperating partners står for bilaterale donorlande og multilaterale organisationer.

Hmm det blev det vist ikke særlig meget mere forståeligt af, måske et eksempel vil hjælpe. CPG består af lande og organisationer som giver udviklingsbistand til Zambia som fx Danmark, England, Finland, USA osv. og EU, FN, World bank og African development bank. Den øverste (ambassadører, heads of mission etc.) eller nr. 2 (heads of cooperation etc. ) inden for disse organisationer mødes ca. en gang om måneden og diskuterer relevante emner relateret til Zambia, deler information og koordinere udviklingsbistand.

”Ledelsen” i denne gruppe består af en trojka, dvs. tre medlemmer, et udgående medlem som lige har været formand, formandslandet og et indkommende medlem som skal være formand næste gang.

Den danske ambassadør

D 1. juli overtog Danmark formandsskabet i denne gruppe. Det vil sige at de nu står for alt det praktiske arbejde omkring møderne og er den øverste enhed der repræsenterer alle donorene. Derfor havde ambassaden brug for en til at være sekretariat støtte - og det er mig.

Et par eksempler på hvad jeg laver er; udformer dagsordner og planlægge CPG møder, skriver referater, arrangere møder med ST i den zambiske regering (den øverste embedsmand i regeringen), sender informationer rundt, koordinere indenfor donorgruppen osv. Jeg har blandet andet været at skrive et forslag til et papir som trojkaen i CPG skal præsentere for den nye regering i Zambia. Jeg har også lave en forside til donernes ”arbejdsdokument” med den zambiske regering – kalde ’joint assistance strategi for Zambia (JASZ II)’ og ligeledes koordineret underskrivelsen af dette dokument.   

CPG er dog ikke altid fuldtidsarbejde så derfor arbejder jeg også stadig med den daglige administration af to af vores bistandsprogrammer sammen med Ronah: Good Governance og HIV/AIDS .

Kan godt forstå hvis i stadig ikke helt forstår hvad det er det her CPG går ud på!!! En lille historie fra Zambia kan måske hjælpe. Efter et par måneder hernede var jeg med til mit første CPG møde, bare for at observere og efterfølgende skrive referat så jeg kunne være klar til det blev mit ansvar. Jeg fattede mildes talt intet på det første møde og må have lignet et kæmpe spørgsmålstegn da vi forlod verdensbanken hvor møderne foregår. Alt er meget teknisk, indforstået og politisk og man skal virkelig være inden i de forskellige problemer i de forskellige sektorer for at forstå hvad de snakker om. Det bliver heldigvis nemmere med tiden og havde til de sidste par møder helt styr på hvordan man skriver referat af noget man ikke ved hvad handler om :)

Alt efter hvad der er aktuelt i landet omhandler møderne noget forskellige og de emner der bliver taget op er altid super aktuelle og handler om det der sker i landet lige nu.

Møderen omkring valget i Zambia (20. september) blev således brugt til at diskuteret og grundigt informere omkring valgproceduren. FN var den ledende organisation, der tager sig af samarbejdet omkring valgforberedelserne og de gav en briefing på hvert møde så lederne af de forskellige organisationer kunne få viden og information.

På hvert møde bliver problemer med den zambiske regering diskuteret og alt efter deres karakter kan de bliver taget op på det månedlige møde som trojkaen (England (DFID), Danmark og den afrikanske udviklings bank) har med ST’en.

Ud over det at arrangere og afholde møder står formandslandet også for at koordinere internt blandt donorene. I den forbindelse har vi udarbejde det endelige dokument, der skal præsenteres for den nye regering. For at hvert land og organisation kan stå sammen og opnå resultater i Zambia blev der i fællesskab udarbejder et dokument med 3 punkter som CPG medlemmerne blevet (nogenlunde) enige om at der skulle tages op med den nye regering.

Fest i gaderne efter at Sata blev præsident

Efter det overståede valg fik Zambia ny præsident, Michael Sata fra PF (Patriotic Front) og i den forbindelse blev en forespørgsel send fra CPG om at mødes med præsidenten for at sendes vores lykønskninger og fremlægge de punkter som var blevet sammenfattet af CPG. Det var i september!

PF's håndtegn

D. 1. december havde vi vores sidste møde som formand for CPG og overgiver d. 1. januar formandskabet til den afrikanske udviklingsbank. Da dette skete havde vi stadig ikke haft møde med præsidenten og håbet om at det ville ske mens vi stadig havde formandsskabet var ikke stort. Men det skete – mandag d. 5. december da jeg kom på arbejde kom Thomas, ambassadøren, ind på mit kontor og sagde: Anne, møde med præsidenten kl. 10 – du skal være vandkæmmet til ugenkendelighed!! Det er altså noget af en besked at få sådan en helt almindelig mandag morgen og jeg blev total rundt på gulvet og skyndte mig hjem for at hente en jakke. Man kan jo ikke møde præsidenten uden at have jakke på J

Kl. 9.30 drog vi således mod state house for at mødes med præsidenten sammen med den engelske High Comissioner, den øverste inden for den britiske bistandsafdeling (DFID) og den øverste repræsentanten for den afrikanske udviklingsbank. Mødet gik rigtig godt og varede næsten en time - men vi fik kun nævnt halvdelen af det der stod i det fælles udviklede dokument. Når først præsidenten snakker afbryder man ham ikke ;) Men det ultimative mål blev nået og præsidenten hånd blev trykket!!!

Håber i forstår lidt af hvad det er jeg går og laver nu?! Jeg finder det i hvert fald rigtig spændende og nyder det rigtig meget og inden jeg ser mig om er jeg færdig og på vej hjem.

Lovede vist også at skrive noget om valget og min tur til cape town, men det må altså blive i næste omgang. Bliver nødt til at arbejde videre på min opgave – ellers bliver jeg jo aldrig færdig inden jeg kommer hjem.

Hvis jeg ikke får skrevet inden næste weekend vil jeg benytte lejligheden til at ønske jer alle en rigtig god jul og et godt nytår. Jeg skal holde jul i Sydafrika og prøve for første gang at blande jul og fødselsdag sammen da de jo fejre jul d. 25. december og ikke d. 24 som os.

Glæder mig til julen, men er også sikker på at jeg kommer til at savne Danmark og min dejlige familie og mine skønne venner rigtig meget. 

Merry Christmas – til jer alle (kan jo ligeså godt begynde og øve mig J)

Knus og kærlige hilsner Anne

Jeg lever stadig - i bedste velgående :)

Hej skønne familie og dejlige venner.

En ting er blevet helt klart for mig de sidste 6 måneder:

Jeg er elendig til at skrive blog!

Jeg fået op til flere vink med en vognstang om at der ikke var så meget aktivitet på min blog så nu tænkte jeg at jeg hellere måtte tage mig sammen og få gjort noget ved det. So here it comes – en lille hurtig opdatering om, hvad der er sket i mit liv de sidste 6 måneder ;)

Jeg lever stadig i bedste velgående og har det skønt her nede. Tiden flyver afsted, hvilket nok også er en af grundene til at jeg ikke få skrevet på bloggen, jeg kan simpelthen ikke finde tid til det. Men det bliver der lavet om på nu – håber det holder ved den her gang!

April til juli

Siden sidst har jeg lavet en million forskellige ting, bland andet været på cykel campingtur med 
fantastiske venner, lavet 1000 stykker smørebrød til nationaldagen på ambassaden, været på kirketur med womens fellowship church sammen med min zambianske bedstemor, spist dansk frokost med sild og rugbrød (mmm det er belejligt at kende søde danske damer), været i Johannesborg (også kaldet Joburg) og mødt en masse søde mennesker, købt en kæmpe flodhest og sten og smykker i lange baner, haft et dejligt besøg af min mor, søster og hendes kæreste og vist dem mit hjem, det skønne Zambia og en leopard, begyndt på den anden del af mit arbejde – det bliver jeg vist nødt til at forklare lidt mere om (i næste oplæg), min egen familie forstår det stadig ikke helt, hvilket jeg godt kan forstå det er også lidt indviklet :)  Så langt så godt – nu nåede vi da til Juli!!

 

 

En skræmmende bilhistorie

I skal lige have en lille sjov historie med fra da min familie var her nede.

Inden de kom her ned havde jeg en del overvejelser omkring, hvordan vi skulle komme rundt. Jeg ville gerne vise dem Victoria Falls og tage dem med på safari i South Luangwa National Park. Vandfaldene kan man godt komme til med bus, men nationalparken er lidt mere vanskelig, så da en af mine kollegaer fra ambassaden tilbød, at vi kunne leje hendes range rover i den tid de var her nede sagde jeg ja-tak med det samme. Det viste sig at være en rigtig dårlig ide.

Vandfaldet blev set (virkelig fantastisk og våd oplevelse) og vi nåede hele tilbage til Lusaka – dog med et enkelt stop på vejen hos en mekaniker.  Bilen opførte sig mærkeligt og rystede lige lovligt meget når vi kørte over 90 km/t. Han kiggede lidt på den og fandt på noget der var galt – men sagde at vi godt kunne køre tilbage til Lusaka bare vi ikke kørte stærkt!

Dagen efter tog vi bilen til mekaniker i Lusaka. Han tjekkede alt og forsikrede mig om at der intet var galt med den og at vi sagtens kunne komme til South Luangwa og tilbage igen uden problemer!!!!!!!!!!!

Det kunne den bare ikke… Vejen til South Luangwa national park er ikke som danske veje, men bilen klarede det super og fik os frem efter en tur på 13 timer (gab). Men da vi skulle hjem gik det bare ikke lige så godt. Bilen er sådan en fancy range rover der selv skal løfte sig når man tænder den. Efter at have kørt 5 km på 30 min og følt hver eneste lille sten på vejen indså vi at vi nok ikke kom til Lusaka i den bil den dag og vendte derfor om og kørte tilbage til den lodge vi havde boet på!!! Det store problem var at line, Michaels og min mors fly til DK gik den næste dag og vi var stuck in the middle of no ware 700 km fra Lusaka. 

På vej tilbage til lodgen blev vi stoppet af en rar dame, der ville høre om vi havde brug for hjælp. Hun var tilfældigvis på vej til lufthavnen og kunne tage Line, Michael og Mor med derud så de kunne komme med et fly hjem til Lusaka om eftermiddagen. Jeg blev ved bilen og prøvede at finde ud af en løsning på problemet problem – det viste sig at være mere vanskeligt end jeg havde håbet på. Nåde dog det sidste fly og kom hjem om aftenen og fik sagt ordentligt farvel til familien.

Afrika er ikke altid lige sjov i sådan nogle situationer. Fik et par mekanikere til at se på bilen og de fandt ud af at en af de ”air springs” der sidder under bilen var ødelagt (hvilket den mekaniker, der kiggede på bilen i Lusaka burde have opdaget)!!! Når air springs ikke virker løfter bilen sig slet ikke og skulle derfor enten laves, hvor den var eller køres på ladvogn hjem til Lusaka (det sidste er mega dyrt så det blev den første løsning). Problemet var bare, at de reservedele jeg skulle bruge kan man ikke få i Lusaka så de skulle købes i Dubai og sendes til Zambia. Problemet er bare at det tager MEGET LANG TID at få sendt ting til Zambia, specielt når manden i Dubai skriver en adresse i Nairobi på pakken!!!

Så efter at have spurgt om fri fra arbejde 3 gange (og ikke taget afsted), haft et lille uheld i lufthavene (mekanikeren, ham fra starten der ikke gjorde sit arbejde ordenligt, blev så sur på cargo manden i lufthavnen over at de ikke kunne finde reservedelene, at han slog ham og kom en tur på politistationen, men blev ikke anholdt fordi han er diplomat (Hmmm)) og en knap så glad kollega på ambassaden, endte bilhistorien med at jeg og reservedelene (der endte med at være nogle andre end dem vi havde bestilt fra Dubai da de blev sendt retur) tog et fly ned til bilen fik den repareret og kørte hjem.
 
Dog blev jeg dernede og havde en skøn weekend sammen med en ven, hvor vi så masser af dyr og bedst af alt 9 løver, en løve unge og wild dogs! 

Det var en skøn tur og en god afslutning på en bilhistorie sendt fra helvede!!! En lang historie kort er at bilen er tilbage i Lusaka og afleveret til min kollega efter 2 måneder!!!

Når jeg kom vist fra juli. Håber ikke det er blevet så langt at I ikke gider læse det – 6 måneder fylder mere end man lige regner med :)

Juli til september

Efter min familie tog hjem blev det hverdag igen, men der er alligevel sket 
lidt forskellige ting: har været på weekendtur til Malawi for at besøge en ven, startet med at spille ultimate (den der sport hvor man kaster med en frisbee) og indrømmet at det er sjovt, været til afrikansk dyreskue, klappet meget søde løveunger, set en rugby turnering, været på safari (enden på den omtalte bilhistorie), fundet ud af, at den tur der tog mig og min familie 13 timer kan gøres på 9 timer (hmm), planlagt og afholdt nordisk sportsdag, haft madforgiftning efter nordisk sportsdag, hvor vi havde stor buffet fra catering firma til 200 mennesker (ups!!), blevet tante (jubii), været til cocktail party hos EU ambassadøren og observeret valg i Zambia og oplevet zambisk politisk historie. Valget skal jeg nok fortælle mere om snart, det er en historie der fortjener lidt mere opmærksomhed. 

Så nu er vi snart fremme ved nutiden.  Forrige weekend var jeg igen i Malawi, denne gang for at være med til en musikfestival som de afholder hvert år. Vi var en flok fra Zambia der tog afsted og havde en skøn tur. Det var ikke Skanderborg Festival, men det var smukt, hyggeligt og sjovt.

I morgen tager jeg igen på ferie. Det virker lidt som om jeg ikke laver andet end at holde ferie for tiden, men det passer altså ikke helt. Arbejder også en masse, det er bare det andet der er sjovt at fortælle om. Denne gang går turen til Cape Town hvor jeg skal mødes med mine to dejlige veninder hjemme fra – Louise min bedste veninde fra Uni og Marianne min veninde fra gymnasiet, folkeskolen, børnehaven og den pige som jeg har lavet de meste mærkeligste ting sammen med!!! Glæder mig som et lille barn til juleaften og i morgen kan ikke komme hurtigt nok.

Skal nok fortælle alt om det når jeg kommer hjem til Lusaka igen – må nok hellere lade være med at love for meget ;)

Håber i har det skønt i Danmark - jeg tit tænker på jer.

1000 Knus og tanker fra Anne

Hvor mange mænd skal der til for at skifte en pære?

I Zambia skal der åbenbart 6 til og jeg ved virkelig ikke hvorfor  :)

Nogen gode forslag? – skriv dem heller end gerne som kommentarer trænger til lidt underholdning :)

Er der ikke nogen med, at tiden flyver af sted når man har det godt?

Når jeg ser, hvor længe det er siden, at jeg har skrevet her inden så må det vist betyde, at jeg har det godt – men tænkte, at jeg også hellere måtte huske at fortælle jer derhjemme, at jeg har det godt og nyder livet!

Siden sidst er der sket utrolig mange ting – alt sammen noget som bliver hverdag her nede, men når jeg tænker over det, er det slet ikke særlig hverdagsagtigt. 

Jeg har set løver, elefanter, leoparter, pukuer, empalaer, en ensom bøfel, krokodiller, flodheste, en enkelt (men ikke særlig farlig) slange, mange flotte fiske og… 

Hov det går vist lidt for hurtigt det her – må hellere lige fortælle lidt om fiskene.  Nu tænker i sikkert alle sammen, hvorfor dælen fortæller hun ikke om leoparden eller elefanten de er jo meget sejere. Men bare ærgerligt – i får fiskehistorien…

Som i jo alle ved, har det lige været påske og det betyder (selvfølgelig alt muligt helligt) men det betyder også 3 gratis fridage. Me like!  

Apropos fridage – når man de sidste mange år har været studerende og er vant til i hvert fald 2½ måneders sammenhængende ferie og ikke noget fuldtidsarbejde man skal passe (ud over Uni selvfølgelig) så skal man altså vende sig til kun at have 6 ugers ferie på et helt år. Ved godt det er et luksus problem, men skal lige vende mig til at leve i det virkelige liv.

Men man lære virkelig at sætte pris på helligdage og derfor blev vores 5 dage påskeferie toppet op med en ekstra ferie dag og så gik turen til Malawi.

Malawi er et smukt "lille" land, der grænser op til Zambia. På mange måder minder de to lande om hinanden, de snakker samme sprog, deres penge hedder det samme men forskellen er at Malawi har en meget stor sø som man kan bade i. 

Godt nok er der bilharziose i søen, som man absolut ikke skal ønske sig at få, men søen er simpelthen så indbydende, at man er nødt til at bade i den alligevel. Jeg skal nok spare jer får detaljerne om bilharziose (og lad nu vær med at google det – you don’t wanna know ) og nøjes med at berolige jer med, at jeg nok skal tage pillerne, der slår parasitterne ihjel ;)

Torsdag morgen stod mig og Johanne op for at tage til Cap Maclear, som ligger ved Lake Malawi. Kort fortalt gik turen sådan her: 

6.00 tog vi af sted fra Lusaka til Chipata, en by der ligger en 7 timers bustur væk. Her efter deler man en taxi til grænsen. En forbløffende fredelig grænse sammenlignet med dem jeg har prøvet i Kenya og Tanzania. Her efter deler man igen en taxi til Michinji, hvor man skal med en minibus til Malawi’s hovedstad Lilongwe. 

Ved grænsen fandt vi en tysker, der ikke helt viste, hvor han skulle hen, så han tog vi med til søen. Efter at have ventet ca. 2 timer i Michinji på, at minibussen blev fyldt op kørte vi afsted.

Da vi ankom til Lilongwe var vores tidsplan skredet en smule og vi kunne enten vælge at overnatte i byen eller som vi gjorde hyre en taxi til at køre os til søen. Efter en omgang hardcore forhandling fandt vi en taxi som ville køre os til søen for 12.000 Malawi Kwacha (ca. 400 kr.), hvilket er alt for billigt og jeg var derfor en lille smule forbeholden. Og ja ganske rigtigt halvvejs prøvede vores kære taximand at få flere penge ud af os. Det gik dog ikke så godt for ham og efter trusler fra vores side, om at finde en anden taxi gik turen videre til søen. Efter 3½ time ankom vi.  Det endte selvfølgelig med at vi blev bløde og betalte ham 14.000 (hvilket stadig er utrolig billigt). 

Vi havde nogle dejlige dage ved søen, læste bøger, spiste friskfangede fisk og var ude at sejle og snorkle. Og her kommer de flotte fisk ind i billedet. En af dagene tog vi en båd ud på søen og snorklede, slappede af, så på fiskeørne og nød naturen - SÅ skønt. 

- frokosten på snorkleturen! Mmmmm det var lækkert.

Man kan ikke bade i floderne eller søerne i Zambia (alt for mange flodheste og krokodiller) så det var skønt at være et sted, hvor det var knap så farligt at bade.

- Rejsekompagnonerne. Fredag kom de to andre piger - mig og Johanne var de eneste, der også havde torsdag fri - tak dansk fri/helligdag ;)

 

Pga. påske var der utrolig mange mennesker ved Cap Maclear og stemningen var lidt for ”PARTY–whuuuuu” til os alle. Så søndag tog vi længere op af kysten til en by der hedder Monkey Bay. Her fandt vi et skønt lille backpacker sted, med egen privat strand og en fantastisk udsigt. 

Dagen efter fik vi et lift til Lilongwe, med en fyr, der alligevel skulle den vej og næste morgen gik turen så tilbage til Lusaka. Denne gang kunne vi tage en direkte bus – som selvfølgelig endte med at tage længere tid end de 4 forskellige transportmidler vi brugte den anden vej! På vej i bussen blev vi både underholdt af prædikende præster og afrikanske film og musikvideoer - og intet af det går stille for sig. Ud over det så købte halvdelen af bussen fisk på vejen hjem så de sidste 4 timer af den 13 timer lange busturen stank hele bussen af fisk. Men jeg skulle jo selvfølgelig nødig glemme, at jeg er i Afrika :)

Alt i alt en dejlig ferie, og Malawi søen er helt klart anbefalelsesværdig, hvis i tilfældigvis skulle komme et smut forbi Zambia ;)

- Nåhr ja der ligger et Carlsberg bryggeri i Malawi - og det var virkelig et hit. Næsten som at være hjemme :)

Håber alt er godt i Danmark - I er alle savnet! 

Kærlige tanker fra Anne

Lidt forskelige historier fra min hverdag i Zambia

Sunday marked

Hver søndag er der marked i Lusaka. Her bliver der solgt alle mulige, for det meste håndlavede, ting. Smykker, figurer, postkort, malerier, salatbestik, bordskånere og alt hvad hjertet ellers kan begære.

Så det sted er lige et sted for mit krammer-marked hjerte. 

Dog foregår tingene under lidt andre omstændigheder her nede. Alle er utrolig opsatte på at få solgt lige netop deres trædims og du bliver råbt og kaldt på fra alle sider. Heldigvis hiver i ikke en i tøjet – selvom det nok ville være næste skridt.

Og grundregler på disse markeder er, at den første pris der bliver givet bare er for at starte samtalen – den er ALTID for høj. 

 - billede fra et lidt andet marked - men ca samme stemning!

Første vi var af sted så jeg et rosa træperlearmbånd som jeg gerne ville have – som ikke kunne koste ret mange bas-øre. Jeg spurte damen, hvad hun skulle have for det og hun sagde 50 (50.000 kwacha). (Hvilket er ALT for meget) Min reaktion var bare at kigge på hende og grine og ryste på hovedet – hvor efter hun sagde: ”okay, okay madam, 10”… :)

Noget af et afslag i prisen – og det bedste af det hele var at jeg endte med at få 2 armbånd for 8.000!!! – hvilket er omkring 10 kr. :)

Sidste gang vi var på marked var noget af en blandet oplevelse. Hæveautomaten slugte mit kort, hvilket var alt for bøvlet og træls – men tilgengæld jeg lærte, hvor meget en ægte udstoppet leopard koster. (Manden der havde en stand over for hæveautomaten solgte en) 

12 millioner kwacha – nogen interesseret?? Den har udførelses papirer og alt muligt, så den kan sagtens komme med hjem til lille Danmark – transporten må i dog selv stå for! :) 

Den sindsyge morgentrafik

Vi bor ca. 3 km fra den danske ambassade og kan normalt få et lift med en af danskerne, der arbejder på ambassaden, hvilket er skønt. De dage, hvor det ikke er muligt tager vi bussen. 

For at være på arbejde kl. 8 skal vi gå hjemme fra 7.20 – (FOR AT KOMME 3 KM!!!) Morgen trafikken er sindssyg – men det passer meget godt på de busser vi køre med, for det er de også. 

Som i ved har busserne de fleste steder i Danmark deres egne baner så de kan komme hurtigt frem selvom der er kø – det system findes ikke her nede, men det har busfolkene da en løsning på. Så tager man nemlig bare ”cykelstien” i den anden side af vejen… Og det er selvfølgelig helt forståeligt at de risikere både mit liv, deres liv og bus for at spare ca. 20 sek. :) Helt forståeligt??

Det bedste af det hele var så, at den anden dag var der også kø på ”cykelstien” – men ikke pga. cykler – men en taxi og to busser!!! Det er bare indbegrebet af ”the african way”.

 

Arbejde – blærede detaljer og hyggelige mennesker

I sidste uge holdt regeringen årligt 'HIV and AIDS partnership Forum' og jeg var afsted sammen med den lokale program officer på HIV/AIDS – Ronah. 

Ronah er en historie i sig selv – hun er simpelthen en af de rareste mennesker jeg længe har mødt. Hun arbejder super hårdt, er en database af information (man kan spørge hende om alt og hun kommer med en svar til dig i løbet af ….. 5 sek) – det er fantastisk. Så er hun mega sjov og hader møder, så der er altid latter og jokes når vi arbejder sammen.

Nåhr, men vi var af sted til Forum sammen. Jeg anede ikke hvad det var vi skulle til, men var ret glad for at jeg havde taget pænt tøj på om morgen, for fandt ud af, at det var et af de helt store møder jeg skulle med til - 'High level' som de kalder det. Så var til møde/forum med både den amerikanske, svenske, irske, japanske, britiske og nigerske ambassadør. Og 5 forskellige ministre fra regeringen – og en masse andre repræsentanter fra forskellige dele af samfundet.

Det var vildt spændende (ikke særlig produktivt set fra et arbejdssynspunkt, da det bare er en masse fine mennesker, der fortæller om deres intentioner og lover en masse som de alligevel ikke holder), men super blær som praktikant at komme med til. Og ja har taget et billede af den amerikanske ambassadør – det kun jeg jo blive nødt til :)

Det er ham der sidder ca. midt i billedet - total papparetzi... :)

Og da vi så kom ud fra forummet/mødet gik der totalt turist i den. Det konference centre, hvor vi var, havde impalaer gående inde på grunden - SÅ jeg bliver jo nødt til at render efter dem og tage billeder og Ronah ved ved at dø af grin. Tror hun more sig ret tit over mig – men det er bare hyggeligt, og jeg morer mig også over hende :)